top of page

Radio Kristrup har, som nævnt, hjemme i Randers, men udsendelserne er ikke kun lavet til lytterne her. Internettet har for længst gjort lokalradio til noget, der også kan høres langt uden for nærområdet. Vi modtager derfor gerne musik fra danske musikere, bands og sangskrivere fra hele landet. Nye og mindre kendte navne er lige så velkomne som etablerede kunstnere for vi leder ikke kun efter det, alle andre allerede spiller. En god sang behøver ikke millioner af streams for at være værd at høre.

 

Radio Kristrup, der har studie på Erik Klippings Vej, står også bag musikprogrammet Jukeboxen. Programmet bygger på klassisk radiotænkning med en vært, en bunke musik og lysten til at sende lytteren videre til en sang, vedkommende måske ikke selv havde fundet. Jukeboxen har rødder tilbage i dansk lokalradio og er i dag igen en aktiv radioproduktion. Programmet produceres fra Kristrup og kan høres på en stribe non-kommercielle lokalradioer over hele landet.

Klubb DK er endnu en produktion med rødder i Radio Kristrups radiohistorie. Her er dansk musik i centrum, og ideen har fra begyndelsen været at præsentere lytterne på Radio Larvik i Norge for musikken fra Danmark.


Bag Radio Kristrup står Lars Rytter Sørensen, der har arbejdet med radio siden begyndelsen af 1990’erne. Han har erfaring fra lokalradio Danmark og har gennem årene udviklet og produceret musikprogrammer som førnævnte Jukeboxen og Klubb DK. Radioen begyndte som et lokalt projekt i Kristrup i 2020 og har siden udviklet sig til et lille uafhængigt medieprojekt med musikpodcast, radioprogrammer, lokale historier og samarbejde med andre stationer. Lars Rytter Sørensen er samtidig debattør og kommentator. Han skriver om blandt andet lokalpolitik, medier, kultur, radio og samfund og har fået debatindlæg bragt i både lokale og landsdækkende medier. 

 

Spørgsmål om radioen, lokale historier, samarbejde eller radioprogrammer kan sendes til mailadressen: kontakt@radiokristrup.dk. Musik til vurdering til: musik@radiokristrup.dk.

 

​

.

bottom of page